Øvrige parker

  • Ansøgning om brug af et af arealerne skal ske via ansøgningsportalen www.brugaarhus.dk
  • Spørgsmål vedr. ansøgning kan rettes til:
    Center for Byens Anvendelse
    Telefon: 8940 4400
    E-mail: byensanvendelse@aarhus.dk

 

Engdalgårdsparken

Engdalsgårdsparken ligger i Beder og dækker et areal på 5 hektar. Parken har et stort stinet, der gør den velegnet til løbeture og gåture med hunden. Der er flere vandhuller og gode muligheder for at undersøge vanddyr i bækken, som løber midt gennem parken.

Der er opstillet bænke rundt omkring, og om vinteren benytter områdets børn sig flittigt af de gode kælkebakker.

Langenæsparken

Langenæsparken har et stort græsareal med spredte busk- og trægrupper. Der findes fine picnicområder med borde og bænke, hvor de tilhørende grills gives mulighed for at lave mad. Der er en asfalteret sti i den sydlige del af parken.

Der findes også en Disc Golf bane med fire permanente kurve, som er åben hele året.  For mere information se: http://www.aarhusdiscgolf.dk/

Praktisk information:
Der findes skraldespande i parken. 

Nærmeste adresse:
Langenæs Allé 62, 8000 Aarhus C

Mårslet Park

Mårslet Park er store græsarealer med bevoksning af skovkarakter. Der er gode stier i parken, som gør den velegnet til gåture, og de opstillede bordbænkesæt gør det muligt for de besøgende at nyde deres madpakker i parken.

Desuden er der en legeplads med to mål i parken til stor glæde for områdets børn.

Ryparken

Ryparken har et græsareal, der nogle steder er tæt klippet, mens det andre steder får lov at vokse mere ”vildt”. Den er omgivet af beplantning af blandede løvtræer bl.a. eg. I østsiden af parken findes frugttræer og en lille sø. I parken er der en cirkulær grussti med forbindelse til lokalcentret.

Ryparken er gennemskåret af hovedstiforbindelse med belysning fra Ryhavevej til Skjoldhøjkilen. Der er en gangbro over Hasle Centervej og en gangtunnel under Åby Ringvej. 

Parken er meget velegnet som udflugtsmål for mindre grupper. Dagligt bruges parken mest til hundeluftning og som gennemgangspark. 

Praktiske informationer:
Der er bænke og skraldespande rundt i parken.

Skjoldhøjkilen

Skjoldhøjkilen er beliggende i Brabrand, og med sine 3,5 kilometer går den som en kile ind i byen og ud til True Skov. Skjoldhøjkilen er meget velbesøgt og bruges til et væld af friluftsaktiviteter. Blandt andet er der anlagt fire løberuter på henholdsvis tre, fem, syv og ti kilometer, og løbeunderlaget varierer fra anlagt sti med grus og asfalt til skovbund eller græs. Endvidere er der opsat faste poster til orienteringsløb.

Praktiske oplysninger:
Der er gode parkeringsmuligheder i området – blandt andet ved Janesvej, Jernaldervej, Skjoldhøjvej og Anelystvej.

Du kan finde flere oplysninger om aktiviteter i området på www.haslebakker.dk eller www.okpan.dk

Skjoldhøjparken

Skjoldhøjparken er et langstrakt areal der ligger i forlængelse af Skjoldhøjskoven og Skjoldhøjkilen. Arealet består både af græsarealer og områder med træer/beplantning.

Gennem hele området løber Voldbækken. I hele parken er et stisystem hvor der er mulighed for ophold ved de opstillede borde og bænke. I den østlige ende af parken er der en Krolfbane. Spillet er en krydsning mellem kroket og golf. For mere information se http://krolf.dk/ 

Den er etableret i samarbejde med Den Selvejende Institution Hasle Bakker - http://www.haslebakker.dk/

Praktiske informationer:
Der er mulighed for parkering enten fra Skjoldhøjvej eller fra Anelystvej.

Skjoldhøjskoven

I forlængelse af Skjoldhøjkilen ligger Skjoldhøjskoven. Dele af skoven er henlagt som urørt skov, hvilket betyder, at der hverken fældes eller plantes træer. Skoven får lov til at passe sig selv, og der skabes en naturlig dynamik i skoven, der skaber gode vækstbetingelser for organismer, der er afhængige af dødt træ.

Området er velegnet til skoleaktiviteter hvor man har behov for at studere dyre- og plantelivet i et vådområde. 

Praktiske informationer:
Der findes parkeringsmulighed flere steder langs Skjoldhøjvej.

Brabrand Søpark

Søparken er et åbnet græsareal, der er beliggende i Brabrand. Der er asfalterede stier i parken, der gør den velegnet til gåture, og der er en smuk udsigt over Brabrandsøen.

I et hjørne af Søparken er der en lille legeplads med gynger, sandkasse og vippedyr, og i nærheden er der en bænk, hvor forældrene kan sidde og holde øje med børnene, mens de leger. Der er forbindelse til Brabrandstien via Søparkens stinet.

Praktiske oplysninger:
Der er mulighed for parkering på Qvistgaardsvej.

Tilst Bypark

Tilst Bypark er en åben park, bestående af store græsarealer omgivet af høje træer. I den nordlige ende af parken findes legeområde hvor der også er en grillplads og bordebænkesæt. 

I parken er der anlagt en Disc Golf bane med 9 permanente kurve. Banen berører det meste af parkens arealer, og har åbent hele året. For mere information se: http://www.aarhusdiscgolf.dk/

Nord for parken ligger Langkæret som er forbundet til parken med stien. Langkæret består af 3 ”søer”, hvor stisystemet giver mulighed for gå/løbetur af forskellige længder. 

Praktiske informationer:
Der er gode muligheder for parkering i nærheden af parken.

Åby Park

Centralt placeret i Åby ligger Åby Park. De åbne græsarealer brydes af asfalterede stier, og flere af områdets beboere går ture i parken eller lufter deres hunde i det varierede terræn.

Der er rig mulighed for, at både børn og voksne kan få en på opleveren i parken, hvor der både er en legeplads og en petanquebane samt adgang til nærliggende boldbaner. 

Praktiske oplysninger:
Åby Park er beliggende mellem Silkeborgvej og Vibyvej.

Åparken

Åparken ligger mellem Aarhus Å og Carl Blochs Gade tæt på byens centrum. Parken er et åbent græsareal med enkeltstående træer. Gennem parken løber en gangsti der har forbindelse til Brabrandstien.

Der er enkelte bænke, og om sommeren kan områdets beboere bruge det grønne areal til friluftsaktiviteter som boldspil og solbadning.

Hovmarken

Hovmarken ligger i Lystrup og er et åbent græsareal med spredte grupper af enkeltstående træer. Der er asfalterede stier i parken, som er omkranset af boligkvarterer, og områdets beboere bruger hovedsageligt parken til gennemgang og hundeluftning.

Det åbne græsareal gør parken velegnet til friluftsaktiviteter, og områdets børn spiller fodbold og leger på de grønne arealer.

Klokkerparken

Klokkerparken er en grøn kile mellem de to villakvarterer ved Klokkerbakken og Klokkerfaldet. Parken strækker sig fra Ryhavevej til Klokkervej.

Parken er en åben græspark med fritstående træer mod randen. Terrænet falder markant: ca. 20 m fra nord til syd, hvilket opleves tydeligt og er en del af parkens karakter. Gennem nederste 2/3 af parken er et vandløb fritlagt i en kanallignende grøft med sider af granitsten. 

Nederst i parken ligger en stor legeplads der henvender sig til både store og mindre børn.

Eskelund

Eskelund er et stort areal, som både har kratbevoksninger og åbne græsflader. Eskelund afgrænses af Aarhus å mod nord og øst, Åhavevej med syd og Viby Ringvej med vest.

Der ligger yderligere en lille tange af Eskelund vest for Viby Ringvej. Brabrandstien går igennem området, og der er et stinet, som dækker hovedparten af Eskelund.

Marienlystparken

Marienlystparken rummer både store græsarealer og områder med høj bevoksning der giver mulighed for mange forskellige typer aktiviteter. I den sydlige ende af parken er en amfiscene samt et åbent græsareal med grillplads. Ved parkens naturlegeplads er også opstillet grillpladser til fri afbenyttelse. 

Der er endvidere en boldbane i parken. I en del af parken er anlagt en golfbane. For mere information se: http://www.marienlyst-golfklub.dk/

Praktiske informationer:
Parkering er mulig for enden af Kornmodsbakken - evt. inde på p-pladsen på sidevænget. En anden P-mulighed kan også være den sidste parkeringsplads helt nede for enden af Rydevænget. Parken grænser op til Brendstrup Skov.

Skanseparken

Byparken er beliggende mellem Strandvejen og Marselisborg Allé. Det er et åbent græsareal med enkeltstående træer, og der er bænke og opholdspladser flere steder i parken.

Parken bliver flittigt brugt af områdets beboere, som lufter deres hunde i parken eller solbader på græsset om sommeren.

Der er også en legeplads, som børn og legeglade sjæle kan benytte sig af.

Skt. Olof Kirkegård

Som en lille grøn oase ligger Skt. Olufs Kirkegård på hjørnet af Skt. Olufs Gade og Skolebakken. Kirkegården har ikke været i brug siden begyndelsen af 1800-tallet, og det åbne græsareal bliver i dag brugt til solbadning og afslapning af områdets beboere.

Der er affaldsstativer og bænke på den gamle kirkegård, og om foråret kan man nyde synet af de smukke krokus, der dækker store dele af det grønne areal, og udsigten over havnen